Ligestilling NU - Læserbreve

 

Mænd og ligestilling.

Læserbreve i Nyhedsavisen - december 2006.

Nyhedsavisen d. 20 dec. 2006

  

Mænd vil kun have ligestilling, når det passer dem.

Generelt set er det moderen, der - med glæde - trækker det tunge læs, når det gælder børnenes omsorg, og særlig når børnene er små. Generelt set vælger de fleste fædre at påtage sig rollen som den, der forsørger og tjener de fleste penge i familien. Noget, de fleste fædre vælger selv.

Dette medfører naturligt, at mødrene er dem, der har den største følelsesmæssige kontakt med børnene. Endvidere er der er stor andel af fædrene, det ikke holder barsel.

Når Flemming Knudsen her i avisen (15. december) påstår, at der på arbejdsmarkedet er lige løn for de to køn, passer det jo ikke. Tværtimod kan man i Politiken samme dag læse, at mænd både tjener mere og sparer mere op i pension end kvinder. Så dér er det ikke ligestilling. Heller ikke når man ser på, hvem der sidder på de magtfulde poster her i landet. Men mænd vil have ligestilling på børnefronten, når børnene er blevet lidt større - altså efter skilsmissen.

De fleste ønsker ikke ligestillingen, mens moderen klarer ærterne med børnenes lortebleer derhjemme.

I øvrigt er det for tiden top-trendy og giver pote på scorelisten at fremstå som en ansvarlig skilsmissefar, der på papiret er dybt engageret i sine børn. Foreningen Far har åbenbart været så dygtige til at udøve lobby-virksomhed, at det har ført til det forestående lovforslag om tvungen fælles forældremyndighed ved skilsmisse.

Fædre burde ikke bare sådan kunne køre på frihjul og så pludselig kræve det hele, når det passer ind i deres kram.

 

Af Trine Højsted, Ringtoften 87, 2. t.h., 2740 Skovlunde.

  

Webredaktørens kommentarer:

Og kvinder burde ikke bare kunne køre sådan på frihjul i ægteskabet at de ikke vil yde deres til den økonomiske kasse - og så efter skilsmissen kræve halvdelen af de økonomiske midler.

Og det er klart at kvinder har mindre pension, når de oftere har lang tids barsel, deltidsarbejde, går tidligere på pension - alt sammen gennemsnitstal for hele den danske befolkning.

 

 

  

  

  

Nyhedsavisen d. 27. december 2006

Kvinder vil kun have ligestilling, når de ikke skal yde.

Desværre kan mænd sjældent få lov til at tage barsel/frihed når børnene er små. De fleste arbejds­pladser har ikke tid/råd til at und­være mændene. Og familiernes stramme budget kan sjældent undvære mandens oftest højere løn.

Derfor får kvinder den tætte kontakt med børn. Og derfor får kvinder oftest tilkendt forældremyndigheden. Også selvom mange fædre tager ansvar for børnene i den udstrækning mændene har tiden, for de arbejder typisk flere timer end kvinderne, og flere mænd end kvinder har dobbelt lønarbejde.

De færreste kvinder er villige til at give manden ret mange muligheder for at komme tættere på børnene, for jo mere væk fra børnene faderen er, jo mere sandsynligt er det at kvinden får den fulde forældremyndighed.

Det skulle det nyligt vedtagne lovforslag rette op på.

Men når kvinderne nu pludselig skal til at dele forældremyndigheden med mændene, så vil kvinderne ikke have ligestilling.

 

Af Claus Kaae, webmaster på www.ligestilling.nu

Eget Bo 15, 4000 Roskilde

 

  

  

Her er endnu et indlæg i debatten. Det er desværre bortkommet så jeg kan ikke gengive det.

Det er skrevet af Nanna Gersov. Jeg håber at Nanna på et tidspunkt kan sende indholdet af læserbrevet.

Læserbrevet omhandler den nye skilsmisselov hvor parrene som udgangspunkt har fælles forældremyndighed, og at det ikke kan være rimeligt at mænd kører på frihjul når det er besværligt, men at de så får alle rettigheder derefter.

Desuden udtrykker Nanna Gersov et ønske om at mændene vil dele magten med kvinderne. Der savnes kvinder i magtens korridorer.

Endelig fremhæver Nanna Gersov at kvinder ikke har de samme muligheder som mænd, bl.a. som humorister.

 

  

  

Nyhedsavisen d. 29 december 2006

Mænd bliver diskrimineret

Nanna Gersov afviser, at mænd bliver diskrimineret i forbindelse med skilsmisser (Nyhedsavisen i går). Men det gør de.

Problemet med den nuværende lov om forældremyndighed er at loven giver lige muligheder, men systemet (socialrådgivere, statsamt, retsinstans m.m.) tilgodeser kvinder. Selvom manden tager sin del af ansvaret for og opdragelse/inddragelse af børn, selvom kvinden modarbejder myndighedernes beslutning f.eks. om at lade manden være sammen med børnene, selvom kvinden taler usandt, selvom kvinden flytter og giver børnene dårligere kår end manden kunne give - så får kvinden forældremyndigheden. Det bliver forhåbentlig ændret med den nye lov.

Nanna Gersov vil have, at mænd skal dele magten med kvinder. Men tænk, hvis kvinder ville dele deres magt med mænd - i skilsmisser, i indretning af hjemmet, i påklædning, i indkøb, i børneopdragelsen, i måden at lege med børnene på (specielt drengene).

Og magtens korridorer er allerede åbne - fire politiske partier har i længere tid haft kvinder i spidsen.

Hvorfor Nanna Gersov lige nævner mangelen på kvindelige humorister m.m. ved jeg ikke, men der er ingen lovmæssige eller systemmæssige forhindringer, så det må vel være publikum, der mangler/svigter.

Claus Kaae, Eget bo 15, 4000 Roskilde

 

 

  

Sidst redigeret 14. april 2009