Ligestilling NU - Arbejdsliv

Mændene tager de fleksible opgaver i hjemmet.

Pressemeddelelse fra socialforskningsinstituttet - 12. juni 2003.

Resume (af redaktøren)

(Uddrag af pressemeddelelsen nederst på siden)

Mænd bruger mere tid på erhvervsarbejde end kvinder, og forskellen bliver større når der kommer børn, så får kvinderne typisk halveret deres arbejdstid.

Mænd bruger mere tid til husarbejde end for 15 år siden. Det er typisk gør-det-selv, havearbejde og andre opgaver der kan klares i week-enden.

Kvinderne står for det daglige husarbejde, og er derfor bundet mere til at have kortere arbejdstid.

 

 

Kommentar (af redaktøren)

Det er ikke helt samme besked der kommer i en anden pressemeddelelse fra socialforskningsinstituttet.

Her ser det ud til at kvinderne halverer arbejdstiden når der kommer børn. I den anden undersøgelse har kvinderne 5 timer mindre pr. uge.

Derudover kan man vel sige at mændene fortrinsvis har mere arbejde end kvinderne hovedsagelig fordi mændene tjener mere pr. time end kvinderne (fordi 80 % af kvinderne gifter sig med en mand der tjener mere eller meget mere end hende selv)

Det er vel også ret rimeligt at når mændene nu har den største lønarbejdsbelastning, så tilrettelægger man det sådan at mændene kan lave deres husarbejde i week-enden.

 

Mændene tager de fleksible opgaver i hjemmet. (Uddrag af pressemeddelelsen)

Der er stadig markante forskelle på, hvordan kvinder og mænd bruger deres tid. Mænd bruger mere tid på erhvervsarbejde end kvinder. Og forskellen bliver større, når der kommer børn i familien. Kvindens tid til erhvervsarbejdet halveres, mens manden typisk får lidt længere arbejdstid. Tiden til børn og familie tager kvinderne fra deres erhvervsarbejde, mens mændene skærer ned på deres fritid.

Selvom danske mænd bruger mere tid på husarbejde og familie end for 15 år siden, bruger kvinder i dag dobbelt så meget tid som mænd på de regelmæssige opgaver som madlavning, børn, rengøring og tøjvask. Mændenes indsats er primært rettet mod gør-det-selv, havearbejde og andre opgaver, der kan klares i weekenden. Fordi kvinderne står for de fleste daglige opgaver, bliver de mindre fleksible i forhold til erhvervsarbejde. 

 

Socialforskningsinstituttet og Center for Ligestillingsforskning har stået for den undersøgelse af, hvilken rolle tid spiller for ligestilling mellem kvinder og mænd, som her citeres. Danske kvinder og mænd har i over 6.000 dagbøger fra 2001 registreret, hvad de laver en enkelt dag, fra de står op til de går i seng. Den registrering er med til at danne grundlag for analyserne.

Rapporten ”Hvad kvinder og mænd bruger tiden til” er skrevet af forsker Mette Lausten, Socialforskningsinstituttet og centerleder og lektor Karen Sjørup, Center for Ligestillingsforskning.

Torsdag den 12. juni 2003 udkommer Mette Lausten og Karen Sjørup: Hvad kvinder og mænd bruger tiden til. 03:08.  ISBN 87-7487-719-4. 89 sider. Pris 75,00 kr. inkl. moms.

 
 
Kilde: socialforskningsinstituttets webside, 9. juli 2004
 
Sidst redigeret 06. april 2009